En opdatering på LinkedIn ledte til nye muligheder

Azets Life | 16/09/2021

af Josephine Farganis

 

Jeg sluttede mig til Azets’ lønafdeling i november 2020 og sidder i dag som lønkonsulent i vores storkunde-team, hvor jeg servicerer flere af vores store kunder. Jeg har ikke været ansat i Azets så længe, og derfor husker jeg stadig tydeligt rekrutteringsprocessen, der er den bedste, jeg har oplevet. Hvis du sidder derude og overvejer at søge en stilling i en stor virksomhed som Azets, håber jeg, at min fortælling kan give dig mod på at gennemgå en rekrutteringsproces, der er både spændende og professionel, så du måske ender i vores lønteam. Tag et kig på vores ledige lønstillinger.

Erfaring og udviklingsmuligheder

Min vej ind i Azets er noget anderledes end jeg før har oplevet. Under min barsel opdaterede jeg min LinkedIn-profil og lagde spontant mit CV ud på Jobindex for at holde dørene åbne for nye muligheder.

Lynhurtigt blev jeg kontaktet af en HR-repræsentant fra Azets, og jeg slog straks til, da jeg blev tilbudt en uforpligtende kop kaffe på baggrund af min profil.

Med en baggrund som administrativ kontorelev, en fagprøve med fokus på løn og en tidligere HR/løn-stilling har jeg banet vejen for at kunne fokusere intensivt på det karriereområde, jeg virkelig brænder for – nemlig løn.  Jeg har altid haft et stort drive og et behov for at udvikle mine kompetencer. Så da Azets gav mig muligheden for at udvikle mig inden for lønområdet, var jeg ikke i tvivl – dette var en virksomhed der så mit potentiale og kunne lede mig i den retning, jeg gerne ville.

Det bedste rekrutteringsforløb, jeg har oplevet

Rekrutteringsforløbet hos Azets er det bedste rekrutteringsforløb, jeg nogensinde har oplevet. I telefonen blev der sagt ”… ved du hvad, vi giver en kop kaffe, har du ikke lyst til at kigge ind?” - og sådan blev det. Den afslappede og uforpligtende tone gav mig en stor ro og en følelse af, at der ikke var noget at tabe, for det var jo blot en kop kaffe – ingen løfter, ingen forventninger om, at jeg skulle præstere.

Processen var helt uformel og nede på jorden. Da jeg ikke havde sendt en ansøgning, skulle HR-repræsentanten lige tune sig ind på, hvem jeg var samtidig med, at jeg skulle have et indtryk af, hvad Azets var for en virksomhed. Samtalen sluttede med en test og en bemærkning om, at jeg ville blive kontaktet, hvis jeg kom til anden samtale. Til anden samtale snakkede vi om kompetencer og ønsker og her blev jeg desuden præsenteret for alle de forskellige muligheder Azets har at byde på, som f.eks. videreuddannelse og at arbejde internationalt på tværs af landegrænser både fysisk og digitalt. Alt dette vakte en stor interesse hos mig.


Når løfterne faktisk svarer til virkeligheden

Den måde, som stillingen blev præsenteret på og alt det, som Azets tilbød mig som nyansat, har de levet op til. Fra det øjeblik jeg startede i virksomheden, kunne jeg mærke, at der var pondus bag de ord, der blev sagt til samtalen. At vi sparrer med hinanden på tværs af afdelingerne, og at vi er her for at hjælpe hinanden - det er det, hele fundamentet bygger på i Azets – og der er altid mulighed for at søge hjælp hos en kollega med ekspertviden og få indblik i, hvordan personens område fungerer.

I skrivende stund har jeg været en del af Azets i 10 måneder, og hvilke 10 måneder det har været! På trods af hele verdenssituationen med COVID-19 og en begrænset adgang til kontoret, føler jeg mig allerede som en fast del af lønteamet, og jeg er landet godt i min nye rolle.

Lønområdet er et meget bredt felt, og der er derfor altid en masse nyt at lære. Det passer rigtig godt til min person, da jeg er meget nysgerrig og altid higer efter at udvikle mit potentiale. Og jeg synes i den grad at der fra virksomhedens side er fokus på udvikling. Som medarbejder bliver man brugt dér, hvor man er god, og derfor bliver jeg også motiveret til at tænke, at jeg gerne vil nå langt i denne virksomhed.

Samtidig er der så mange facetter, input og ændringer inden for lønområdet, at det aldrig er kedeligt at arbejde med, selvom det er det, de fleste måske tænker. Men man skal huske på, at vi er mennesker, vi arbejder med mennesker, vores kunder er mennesker og det er det, der gør arbejdet spændende.

Smarter Working

Min hverdag hos Azets er fuld af fleksibilitet. Efter nogle lange perioder på hjemmekontoret, tog ledelsen i Azets et stort skridt og introducerede hele virksomheden for konceptet Smarter Working. Det betyder, at jeg kan arbejde fleksibelt og hjemmefra flere gange om ugen, hvis jeg ønsker. Som småbørnsmor er det noget, jeg virkelig værdsætter, fordi det skaber balance mellem mit arbejde og privatliv. Samtidig oplever jeg stor tillid fra min leder og arbejdsplads gennem Smarter Working – for mig er det en motivationsfaktor, for det er jo den ultimative tillidserklæring at slippe taget i sine medarbejdere og lade dem arbejde uden for kontoret flere gange om ugen. Med til Smarter Working hører også min helt egen nyetablerede hjemmearbejdsplads, som virksomheden har etableret for mig.

Det betyder, at Azets giver mig mulighed for at gøre mit arbejde lige så godt hjemmefra, som på kontoret – og det skal de have ros for, det er nemlig ikke alle virksomheder, der investerer i deres medarbejdere på den måde.


3 om Azets

Jeg er sikker på, at jeg går en spændende fremtid i møde hos Azets, og jeg er meget spændt på hvilke muligheder, virksomheden ser i mig – det er nemlig kulturen hos Azets, at de ser muligheder i deres medarbejdere, frem for begrænsninger.

Hvis jeg skal sætte de tre vigtigste værdier på Azets som arbejdsplads, så er det at virksomheden:

  1. Investerer i deres medarbejdere
  2. Tror på kompetenceudvikling
  3. Giver frihed under ansvar


Er det tre værdier, som også betyder noget for dig, så håber jeg, at du vil tage et kig på vores ledige lønstillinger. Vi er Danmarks største lønafdeling, men vi har brug for endnu flere kollegaer og hvem ved, måske bliver det dig, der får en plads ved siden af mig?

Se ledige stillinger

Om Josephine Farganis

Josephine har været ansat i Azets siden november 2020 og sidder i dag som lønkonsulent i vores storkunde-team, hvor hun servicerer flere af vores store kunder.