Hvad er en årsopgørelse og hvad er et oplysningsskema?

Økonomi | 13.03.2022

af Azets

Når du som selvstændig driver virksomhed, er du forpligtet til at udfylde et oplysningsskema (tidligere selvangivelse/udvidet selvangivelse). I oplysningsskemaet fortæller du SKAT, hvor meget du har tjent, hvor meget du skal betale i skat, hvilke fradrag du har mv. Oplysningsskemaet kan udfyldes elektronisk via Tast Selv på skat.dk.

Jeg gennemgår i dette indlæg, hvad årsopgørelse og oplysningsskema er for hhv. lønmodtager og erhvervsdrivende og nævner de frister, som skal overholdes i forhold til indberetning.

Lønmodtagerens årsopgørelse

Den almindelige årsopgørelse viser, hvor meget man har tjent i det foregående år og dermed, hvor meget man skal betale i skat. Informationerne i årsopgørelsen kommer fra ens arbejdsplads, bank, a-kasse mv. Er man uenig i tallene eller har supplerende oplysninger, så skal man tilgå og rette årsopgørelse via Tast-Selv på skat.dk.

Frister for lønmodtagere

De personlige skatteoplysninger i din skattemappe indsamles fra 1. januar og frem. De kommer ind i skattemappen løbende.

Årsopgørelsen for 2021 er klar den 15. marts 2022. Hvis du er lønmodtager, kan du frem til den 30. marts indtaste oplysninger/ændringer til årsopgørelsen. Sidste frist for ændringer er 1. maj 2022.

Oplysningsskema for erhvervsdrivende

Hvis du driver selvstændig virksomhed, skal du udfylde et oplysningsskema via Tast-Selv på skat.dk. I stedet for en årsopgørelse får du et servicebrev, hvori du kan indtaste ændringer. I særlige tilfælde kan SKAT anmode om, at du sender et årsregnskab inden for samme frist som oplysningsskemaet. Det gælder f.eks., hvis nettoomsætningen i din virksomhed er over DKK 25 mio., eller hvis du er involveret i en anpartsvirksomhed.

Frister for selvstændige erhvervsdrivende

Får du indberettet oplysningsskemaet inden den 31. marts, kommer din årsopgørelse derefter. Som selvstændig kan du dog indtaste ændringer helt frem til 1. juli, og årsopgørelsen kommer så, sædvanligvis, umiddelbart derefter. Fristen pr. 1. juli gælder også begrænset skattepligtige, udenlandsk indkomst, og hvis man har anpartsprojekter. Er du gift med en selvstændig, er din frist automatisk også 1. juli.

Fradrag og indtægter, du som regel skal tjekke og rette

  • Håndværkerfradrag
  • Kørselsfradrag (befordringsfradrag) - Vær her opmærksom på, at der fra i år - i modsætning til tidligere år - ikke automatisk fremgår et befordringsfradrag på din årsopgørelse. Befordringsfradraget skal du fra nu af selv indrapportere via Tast Selv på skat.dk. Læs mere her og se alle satser på amino.dk
  • Aktier og andre værdipapirer
  • Du udlejer et værelse eller en bolig en del af året
  • Private lån/udlån og renter
  • Modtaget underholdsbidrag
  • Kost og logi og dobbelt husførelse
  • Arbejdstøj, faglitteratur, kurser m.m.
  • Udenlandske ejendomme, bankkonto o.lign

Der er god hjælp at hente

Alle de blanketter, du skal bruge i forbindelse med oplysningsskemaet ligger på skat.dk.

SKAT har også lavet et par rigtig gode videoer, som guider dig igennem processen:

         

 

Har du brug for rådgivning?

I Azets hjælper vi flere end 750 små virksomheder med alle tænkelige opgaver inden for økonomi, regnskab, skat, drift af virksomhed m.m. Kontakt os, hvis vi skal tage en snak om, hvordan vi kan hjælpe dig.

Læs mere her om, hvordan vi kan hjælpe

post author

Om Azets

Azets er en international koncern, der tilbyder assistance inden for økonomi, løn, rådgivning og forretningstjenester. Med over 6.500 medarbejdere på tværs af vores kontorer, assisterer vi virksomheder og organisationer i alle brancher og størrelser med at udvikle deres virksomhed og realisere det forretningsmæssige potentiale.