Kan en ægte iværksætter trives i en stor virksomhed?

Azets Life | 16.09.2022

af Toke Halskov Kristensen

Det korte svar er JA! Og jeg er et rigtig godt eksempel. Inden jeg landede i Azets, var jeg overbevist om, at en stor virksomhed ikke var det rigtige for mig. Jeg skulle være et sted, hvor fællesskab og tætte relationer til kollegaer og kunder var i højsædet, og hvor initiativ og ideer kunne flyde frit og få lov at leve. Og så skulle det vise sig, at lige netop DET er nogle af de bærende elementer i kulturen i Azets.

Nu har jeg været i Azets i tre år, og min indre iværksætter lever stadig i bedste velgående. Med dette blogindlæg får du et indblik i min karriere og dagligdag i Azets. Hvis jeg lykkes med at inspirere dig og gøre dig nysgerrig på Azets som arbejdsplads, så kan du læse mere og se vores ledige stillinger her.

 

Der er ingen rød tråd, og dog…

Jeg er oprindeligt uddannet inden for økonomi og forandringsledelse, men rent praktisk kommer min erfaring fra mange forskellige stillinger og opgaver. Jeg har været i arkitektbranchen, arbejdet med salg og marketing i musikbranchen, haft utallige bestyrelsesposter, drevet mine egne virksomheder og har undervist i iværksætteri og innovation.

Siden 2019 har jeg været i Azets, hvor jeg er manager og har ansvaret for den afdeling, der til daglig rådgiver og varetager administrative opgaver for bestyrelser i boligforeninger og ejere af investeringsejendomme.

Så lige umiddelbart er der ikke en tydelig sammenhæng eller rød tråd i min erfaring, men det er der faktisk alligevel. Fællesnævneren er, at jeg – uanset opgave og stilling – altid har været drevet af at optimere processerne omkring en aktivitet og udvikle den omgivende organisation og forretning. Det er det, jeg kan, og det er det, jeg vil!

Jeg skal være et sted, hvor man hele tiden flytter sig – og det gør man i Azets.

 

En iværksættervirksomhed med 300 medarbejdere

Egentlig har jeg aldrig været tilhænger af store virksomheder, eller det bureaukrati, som ofte følger med størrelsen. Men hos Azets er det bare anderledes. Allerede ved min ansættelsessamtale kunne jeg mærke et stærkt drive. Det var tydeligt, at det her var en virksomhed, som kunne noget og ikke mindst ville noget – og DET inspirerede mig!

Nok er vi omkring 300 medarbejdere alene i Danmark, men samtidig er vi hver især iværksættere i vores forskellige funktioner og afdelinger.

Overalt og hele tiden bliver der udviklet og set mod nye veje. Vi tør at tænke anderledes og at udfordre tingene og den måde, de plejer at være på. Og det passer bare rigtig godt til mig og den type arbejdsplads, jeg ønsker.

Toke-Web2.jpg

Fra det helt nære til det store perspektiv

Min hverdag er præget af meget forskellige opgaver, og det trives jeg godt i. Det ene øjeblik har vi et møde om et specifikt projekt i en boligforening, eller en pludseligt opstået udfordring hos en kunde. Senere samme dag har jeg måske møder med senior managers eller Salg og Marketing for at diskutere strategi, forretning og den langsigtede vækst. Det er spændende aldrig at vide helt nøjagtigt, hvad der venter forude.

Uanset hvilken type opgave, der møder mig, så er det vigtigt for mig at være i øjenhøjde med de mennesker, jeg står overfor.

Og det er også noget, vi som afdeling sætter en ære i – at skabe tætte relationer til kunderne og møde dem og tale med dem som mennesker.

For det er vi jo alle sammen – uanset om vi sidder på kunde-, kollega- eller leverandørsiden.

 

Hvad skal man egentlig med et loft?

Som arbejdsplads er Azets et sted med højt til loftet – hvis der overhovedet er et loft?! Retningen er sat, så vi alle sammen bevæger os mod det samme mål, men inden for denne ramme har man frie muligheder. Vi kører alle sammen i samme i retning, men du styrer selv, hvordan du kommer fra A til B. Og indimellem kører vi også lidt offroad, og så lærer vi en helt masse af det og opdager måske en ny og smartere måde at gøre tingene på.

Der er en tro på og tillid til, at de mennesker, der er ansat kan løfte deres opgave.

Hele tiden bliver der tænkt nyt og eksperimenteret med nye løsninger. Kan nogle processer udvikles? Gøres smartere? Digitaliseres? Den evige pulserende energi og det enorme drive i virksomheden gør det mega-spændende og inspirerende at være en del af!

Hvis du trives bedst i helt faste rammer med en høj grad af forudsigelighed og langt mellem forandringerne, så er Azets nok ikke den rigtige arbejdsplads. Men for os, der har svært ved at lægge en dæmper på vores indre iværksætter og elsker at udfordre tingenes vante gænge – og ikke bare får lov til det, men bliver støttet i det og motiveret til det – er Azets et rent slaraffenland.

 

3 om Azets

Azets som arbejdsplads kogt ned til de – for mig – 3 vigtigste værdier:

  1. Det store drive, som gennemsyrer kulturen og hele virksomheden: Vi rykker fremad hver eneste dag og har samtidig helt styr på retningen og vores fælles mål
  2. Samarbejde: Du er aldrig alene med en opgave eller udfordring – du kan altid finde en hjælpende hånd eller nogle at spørge til råds
  3. Åbenhed – Vi tager godt imod nye kollegaer, og vi er der altid for hinanden

Læs mere om Azets og se vores ledige stillinger

Om Toke Halskov Kristensen

Toke er uddannet cand.oecon. og har flere års erfaring med rådgivning af bestyrelser i boligforeninger og ejere af investeringsejendomme. I Azets er Toke en del af ledelsen i den afdeling, der varetager administrationen af ejendomme og boligforeninger.