Skat af bitcoins – hvad er reglerne?

Økonomi | 22/02/2018

af Lars Roslyng

 

Kryptovalutaer som bitcoins har oplevet en næsten eksplosiv succes gennem det seneste år. Valutaerne er på kort tid gået fra at være næsten mytiske til i dag at være noget, flere danskere har både handlet med og investeret i.

Bitcoins opstod som en virtuel valuta i 2008, og siden har kryptocoins flere gange ryddet spaltepladser. Ikke mindst på grund af dens helt særlige status som usynlig valuta, der lever uden om pengeinstitutter og centralbanker.

Den store omtale omkring kryptovalutaen har især handlet om den fortjeneste, mange mennesker har oplevet.

Og når man taler om fortjeneste, kommer man ikke udenom emnet skat. For hvordan er det nu lige med beregning af skat, hvis man har tjent penge på at handle med bitcoins eller andre kryptovalutaer? Og hvad hvis man er så uheldig at tabe penge på en eventuel investering?

Bitcoins er ikke rigtig valuta

Skatterådet har slået fast, at bitcoins i skattemæssig forstand ikke kan sidestilles med ’rigtig’ valuta som Euro, Dollars og Kroner. Derfor er bitcoins ikke omfattet af reglerne i kursgevinstloven.

Bitcoins til handel eller investering?

I forhold til beskatning af bitcoins skal man overordnet være opmærksom på en ting; er der handlet med bitcoins som betalingsmiddel, eller har man handlet med bitcoins med henblik på at opnå fortjeneste – altså købt og solgt kryptovalutaen som en investering.

Har man brugt bitcoins som betaling for en vare eller ydelse, skal man ikke tænke over beskatningen af den eventuelle fortjeneste, man har opnået.

Anderledes forholder det sig, hvis man har investeret i bitcoins. Altså købt valutaen med tanke på at sælge den igen og opnå en gevinst. Her kommer man ind under skattelovgivningen på samme måde som investeringer i eksempelvis guldbarrer og diamanter.

Skat på gevinst, fradrag ved tab

Er man en af dem, der er hoppet med på bølgen og har investeret i en eller flere bitcoins skal man indberette en eventuel gevinst som en personlig indkomst. På samme måde kan man trække et tab fra som et fradrag. I runde tal er skatten på gevinsterne ca. 53 %, mens tab fradrages med ca. 28 %, da det kun er et såkaldt ligningsmæssigt fradrag, man kan opnå.

Har man investeret i bitcoins som en virksomhed, beskattes gevinster og tab som almindelig selskabsindkomst.

Hvis du har en gevinst eller et tab på kryptovalutaen, anbefaler vi, at du oplyser beløbet under bemærkninger i din selvangivelse, indtil der er angivet en retslinje fra SKAT.

Hvis du er i tvivl, er det vigtigt at finde ud af, hvad du gør med din gevinst eller dit tab. Det har du blandt andet mulighed for ved at anmode om et bindende svar fra SKAT, der koster 400 kr. Her kan du få klarlagt din retstilling.

Har I brug for rådgivning?

I Azets har vi erfarne konsulenter siddende, som kan rådgive jer om alt inden for regnskab, moms og skat.

LÆS MERE OM, HVORDAN VI KAN HJÆLPE

Om Lars Roslyng

Lars er uddannet revisor og har mange års erfaring i at rådgive mindre virksomheder med deres regnskab og økonomiske forhold. I Azets er Lars leder af afdelingen MikroPro, som assisterer 750+ mindre virksomheder.