Nye tendenser skal tænkes ind i restaurantens regnskab og økonomi

Økonomi | 23.01.2018

af Benjamin Jahic

Der er få andre brancher, hvor konkurrencen er så hård som i restaurationsbranchen. Antallet af udbydere vokser næsten dagligt, og det giver forbrugerne skærpede forventninger til det niveau, de møder, når de sætter sig ved den hvide dug eller bestiller et hurtigt måltid over telefonen.

Det handler om mere end maden

At drive en succesfuld restaurant i dag kræver mere end smagfuld mad. Indkøbsaftaler, sæsonudsving og en medarbejderstab, der ikke kan skæres over én kam, er blandt de ting, der gør restaurationsbranchen til et af de erhverv, der kræver mest i forhold til den økonomiske styring af indkøb, regnskab og løn.

Restaurationsbranchen er styret af en række trends og tendenser, der ikke kun har betydning for forbrugeradfærden. De nye trends og tendenser har også betydning for den måde, regnskab og løn skal håndteres for at skabe, fastholde og udvikle en solid forretning.

Gæsten deler sine oplevelser

Sociale medier fylder mere og mere i hverdagen og er blevet en vigtig del af vores kommunikation med hinanden. Mulighederne for at dele oplevelser med hinanden via sociale medier kan dog være både positiv og negativ for restaurationsudbydere. Et enkelt fejltrin på det forkerte tidspunkt kan således skabe en bølge af kritiske indlæg, der kan vokse til tsunami-dimensioner på meget kort tid.

Som restaurantdrivende er der således nok at se til, og derfor er det vigtigt, at både regnskab- og lønadministrationen fungerer i et effektivt samspil med resten af virksomheden. Dermed skabes det overskud, som der kræves for at kunne levere den kvalitet, de krævende forbrugere efterspørger.

Stordriftsfordele og samarbejder

Flere restauratører har fået øjnene op for de fordele, der ligger i at slå flere små forretninger sammen – enten som fusioner, opkøb eller ved at indgå alliancer eller andre former for forretningssamarbejder.

Fordelene ved stordrift er mange. Blandt andet bliver indkøb typisk billigere, når mængderne vokser. Og ved at have en større medarbejderstab at trække på, minimerer man risikoen for flaskehalse blandt personalet under eksempelvis sygdom eller i spidsbelastningsperioder.

Samarbejder som disse kræver omvendt, at der er helt styr på løn- og regnskabsadministration. Blandt andet skal man være opmærksom ved udlån af medarbejdere, eller når der trækkes på hinandens varelagre.

Persondataforordningen skærper kravene

I maj 2018 træder den nye EU-persondataforordning i kraft. Den nye forordning indebærer blandt andet, at der bliver stillet større krav til forretninger, der behandler persondata. Inden for restaurationsbranchen er det blandt andet under gæsternes booking, betaling og tilmelding i kundeklubber/loyalitetsprogrammer – og som hidtil ved opbevaring og håndtering af data om ansatte, tidligere ansatte og jobansøgere.

Opfylder man ikke den nye persondataforordnings regler, kan man få opkrævet en bøde, der kan være op til 4 % af virksomhedens omsætning. Ikke at overholde de persondataretlige regler kan derfor fremadrettet være meget dyrt.

Gæster og personale kan miste tillid til restauranten

Samtidig kan overtrædelse af reglerne få andre negative konsekvenser for restauranten heriblandt restaurantens renommé, erstatningskrav og manglende tillid fra ansatte og gæster. Det er derfor vigtigt, at man som restauratør gennemgår hele virksomhedens kundeforløb og medarbejderdata for at få overblik over, om man behandler data i henhold til den nye ordning.

Et opdateret og professionelt regnskabs- og HR-system kan sikre, at der er taget højde for de nye regler. Samtidig bør du overveje at alliere dig med professionel rådgiver, der kan guide dig til, hvordan regnskabs- og HR-administrationen skal indrettes, så den understøtter korrekt håndtering af personale- og kundedata.

Fra køkkenet til skrivebordet

En af de stærkeste tendenser hos især de mere velfungerende restauranter er, at ledelsen er rykket ud af køkkenet og ind på kontoret. Der er kommet en stigende professionalisering i restaurationsbranchen, og her prioriteres de administrative opgaver højt. Det kræver i hidtil uset omfang et stort indblik i blandt andet indkøbsaftaler, regnskabs- og lønadministration mv. at drive en succesfuld restaurant.

Professionel ledelse eller bestyrelse

Det er i dag ikke unormalt, at restauratører allierer sig med en professionel ledelse eller bestyrelse og gør brug af økonomiske rådgivere. Det har gjort gode forretninger til endnu bedre forretninger – og endda reddet konkurstruede restauranter fra lukkedøden.

Kort sagt kan det altid betale sig at se regnskabs- og lønadministrationen som en vigtig del af forretningen på linje med veltilberedte mad eller det servicemindede personale. Prioritering af en professionel løsning kan give det stabile grundlag, der er nødvendigt for at skabe en stærk forretning, som er rustet til den stadig stigende konkurrence.

Brug for hjælp?

Der er meget at holde styr på, når det kommer til økonomi, regnskab og personalehåndtering i restaurationsbranchen. Hos Azets har vi både regnskabsspecialister, løn- og HR-konsulenter samt økonomiske rådgivere, som kan hjælpe dig med en lang række opgaver inden for økonomi, budgettering, regnskab og lønadministration på samme niveau som en traditionel revisor.

LÆS MERE OM, HVORDAN VI KAN HJÆLPE

Om Benjamin Jahic

Benjamin Jahic er uddannet inden for regnskab/økonomi CBS og er desuden uddannet markedsøkonom på Niels Brock. Benjamin har 20 års erfaring inden for regnskab/økonomi, controlling samt proces- og systemoptimeringer. Benjamin har været hos Azets siden 2004 og bestrider stillingen som manager. Inden Azets har Benjamin arbejdet i hotel- og restaurations branchen i 5 år.