Når græsset alligevel ikke er grønnere på den anden side

Azets Life | 14.07.2021

af Peter Tejmer Nygaard

Det, jeg især godt kan lide ved løn er, at det er noget som er vigtigt for alle. Alle i en organisation går op i, at lønnen er korrekt og kommer til tiden, og det gør løn til en rigtig vigtig funktion. Jeg har været en del af Azets siden 2010 og er i dag senior it-lønkonsulent. Med dette blogindlæg ønsker jeg at give dig et indtryk af, hvordan det er at være en del af lønteamet i Azets. Og hvis du brænder for løn, ligesom jeg gør, så tag et kig på vores ledige lønstillinger.

Jeg startede som nyuddannet

Jeg startede i Azets som trainee i 2010, umiddelbart efter handelsskolen. Det tiltalte mig, at Azets var en international virksomhed med en vis størrelse, da jeg ønskede at komme ind et sted, hvor der var flere muligheder. I Azets kan man prøve kræfter med flere faglige områder og bliver ikke låst fast i en bestemt funktion. Man bliver grundigt oplært, og der bliver gjort meget ud af, at man oplever forskellige typer af kunder og opgaver. For det er jo netop hverdagen i en kommende konsulentstilling.

Et hus med rige udviklingsmuligheder

Jeg har altid oplevet lydhørhed over for mine karriere- og udviklingsønsker. Efter elevperioden blev jeg fastansat som junior it-lønkonsulent, og da jeg havde haft egne projekter og kunder i nogle år, blev jeg udnævnt til it-lønkonsulent. Efter yderligere et par år blev jeg så senior it-lønkonsulent, som er min nuværende stilling.

Så jeg har ikke stået stille længe ad gangen, og min indsats er løbende blevet anerkendt og belønnet gennem alle årene.

Min hverdag som it-lønkonsulent

I Azets er dagene sjældent ens, men på en typisk dag vil jeg modtage nogle kundehenvendelser gennem vores supportteam. Det kan være alle mulige forskellige udfordringer med Epos Løn, som kunderne behøver hjælp til. Og foruden kunderne supporterer jeg også Azets’ egne lønkonsulenter, der kører løn for vores outsourcing-kunder i Epos Løn.

Opgaverne kan være alt fra oprettelse af en ny lønart eller gennemgang af nogle Excel-rapporter til de mere komplekse og løntekniske opgaver. Og mens noget er hurtigt at løse, kræver andre opgaver uddybende møder og evt. sparring med kollegaer.

Det er en god følelse at kunne vende tilbage til en kunde med løsningen på en vanskelig systemmæssig lønopgave.

Mange lønkollegaer og et stærkt sammenhold

Heldigvis er der i Azets mange lønkollegaer (150+) at sparre med, hvis jeg støder på et problem, jeg ikke har oplevet før. I vores afdeling lader vi os aldrig begrænse, hvis vi støder på noget, vi ikke kender. Alle er klar på hjælpe og byde ind, hvis vi står med et nyt system eller en ukendt udfordring, og det sammenhold kan jeg rigtig godt lide.

Vi arbejder alle sammen ud fra devisen, at vi er til for kundernes skyld og ikke omvendt, så alle vil gerne være med til at levere noget godt til kunderne og få det til at fungere.

Fleksibiliteten er afgørende for mig

Azets er en moderne arbejdsplads, der under overskriften 'Smarter Working' prioriterer medarbejderens work-life-balance. Og personligt sætter jeg enormt stor pris på den fleksibilitet, der er mulighed for i Azets. Jeg har lang transporttid og en familie derhjemme, så for mig betyder fleksibiliteten utroligt meget for min trivsel og for at kunne få hverdagen til at hænge sammen. Jeg arbejder typisk hjemme et par dage hver uge, og det befinder jeg mig rigtig godt med.

Og fleksibiliteten gælder ikke kun arbejdstid og -sted, men også opgaverne og kunderne. Der er alt fra små kunder med enkle opsætninger til de rigtig store virksomheder med mange medarbejdere, flere overenskomster osv.

For mig er det er med til at gøre lønarbejdet interessant, at der er så stor variation i kunder og opgaver.

Ud og hjem igen

I 2018 trængte jeg til at prøve noget nyt. Jeg havde været hos Azets i otte år, og Azets var på det tidspunkt den første og eneste arbejdsplads, jeg havde prøvet. Jeg startede derfor hos en mindre revisionsvirksomhed, hvor jeg varetog lønkørslerne for virksomhedens kunder. Der gik dog ikke mange måneder, før jeg ville tilbage til systemsiden af lønarbejdet. Heldigvis ønskede Azets også mig tilbage, så efter syv måneder ude var jeg tilbage igen. Og det har jeg ingen planer om at ændre på foreløbig.

3 om Azets

Hvis jeg skal sætte de tre vigtigste værdier på Azets som arbejdsplads, så er det:

  1. Fleksibilitet
  2. Forskellige arbejdsopgaver
  3. Udviklingsmuligheder

Er det tre værdier, som også betyder noget for dig, så håber jeg, at du vil tage et kig på vores ledige lønstillinger og måske blive min kollega. Vi er Danmarks største lønafdeling, men vi har brug for endnu flere kollegaer.

Se ledige stillinger

post author

Om Peter Tejmer Nygaard

Peter er uddannet inden for økonomi på CBS og sidder i Azets som Senior IT lønkonsulent. Peter assisterer såvel kunder som kollegaer med udfordringer i relation til Epos Løn.