10 år under samme tag

Azets Life | 23.09.2021

af Deniz Özcan

Da jeg i sin tid forlod skolebænken, trådte jeg direkte ud i et trainee-forløb hos Azets. Det resulterede i, at jeg i dag sidder som Senior økonomikonsulent og varetager økonomien for 15 mellemstore og store virksomheder. Min rejse hos Azets har været udfordrende, spændende og ikke mindst målrettet, hvorfor jeg i denne måned stolt kan fejre mit 10 års jubilæum.

Sidder du derude og overvejer at søge en stilling inden for økonomi og regnskab, i et stort konsulenthus som Azets, så håber jeg at min rejse kan give dig et billede af de udviklingsmuligheder, Azets tilbyder, og ikke mindst give dig blod på tanden til at søge en af vores ledige stillinger.

Vi ses til sommer…

Jeg startede min rejse hos Azets direkte fra skolebænken, da jeg i 2011 blev færdiguddannet finansøkonom. Jeg havde altid forestillet mig en karriere i finansverdenen, men efter et praktikophold i et revisionshus, fik jeg smag for regnskabsbranchen og ændrede kurs.

Jeg søgte en stilling som trainee hos Azets og blev kaldt til samtale. Jeg kunne straks mærke energien i virksomheden, og det var tydeligt, at kemien mellem mig, min kommende leder og repræsentanten fra HR var rigtig god. Samtalen var afslappet og fokuserede ikke kun på præstationer og resultater, men også på personlige værdier, ønsker og mål. Det var lige op til sommerferien, og jeg glemmer aldrig den kække HR-repræsentants sidste ord: ”… vi ses til sommer!” – så var scenen ligesom sat.

At sætte sig et mål og nå det

Mit første kendskab til vores kundebase fik jeg allerede som trainee, da jeg under min opstart blev koblet på to kunder. Hvad jeg dog ikke vidste var, at min omhyggelighed og min kundepleje var det, der i sidste ende skulle vise vejen til den stilling, jeg sidder i i dag. Helt fra begyndelsen arbejdede jeg målrettet for at løse mine opgaver effektivt og med høj kvalitet. Og jo flere opgaver jeg løste, jo flere fik jeg, og oven i det fulgte også et større ansvar – det motiverede mig helt vildt. 

Kulturen i Azets er uformel, og der eksisterer en meget flad struktur. Selvom jeg var trainee, fik jeg ikke bare typiske trainee-opgaver. Jeg fik ansvar, og Azets gav mig mulighed for at udfolde mig og bruge de kompetencer, jeg allerede havde tilegnet mig. Jeg blev brugt dér, hvor jeg var god, og hvor de så muligheder i mit potentiale.

Vejen op ad karrierestigen har selvfølgelig også krævet hårdt arbejde og tålmodighed. Til min første udviklingssamtale slog jeg fast, at jeg havde et 5-årigt mål om at blive teamleder. Det var for mig en motiverende målsætning og langt fra urealistisk, da jeg fik opbakning og hjælp til at nå målet fra kolleager i virksomheden. Og helt som planlagt kunne jeg efter 5 år skifte min junior konsulent-stilling ud med titlen som teamleder og senere senior økonomikonsulent. Mit næste mål er at blive manager, da jeg elsker at udfordre mig selv. Det eneste, jeg har brug for er at definere rammerne for, hvad det kræver, - så jeg kan arbejde mod at nå mit mål.

Alt under ét tag

Det, der gør Azets til et fedt sted at stifte karriere er, at man ikke behøver at skifte job, hvis man keder sig eller er utilfreds med sin funktion. Vi har rigtig mange forskellige funktioner, så man har alle muligheder for at udvikle sine kompetencer, - også selvom de pludselig trækker i en anden retning. Du kan sidde med økonomi som mig, men du kan også være en del af vores store lønafdeling. Eller sidde som skatte- og momsekspert, nørkle med regler og retningslinjer inden for HR-jura, styre de IT-drevne processer eller være en del af vores robot-team. Vi har simpelthen det hele under samme tag – kollegaer, kunder og kompetencer.  

I min afdeling er vi f.eks. mange kollegaer med forskellige kompetencer. Vi har et stærkt sammenhold, vi hjælper hinanden og opererer med mange forskellige kunder hver dag. Jeg plejer at sige, at jeg bruger min hverdag på at tilegne mig viden bl.a. fra mine kollegaer og rådgive mine kunder.

Jeg tager gerne 10 år mere!

I dag er det normalt at shoppe rundt og skifte job, inden kontorstolen er blevet varm, men hvis du har læst hertil, er du forhåbentlig ikke i tvivl om, hvorfor jeg netop har fejret mit 10 års jubilæum i Azets. Udviklingsmulighederne i virksomheden er det, der driver mig frem. Jeg er ansat i en virksomhed der beskæftiger flere end 300 ansatte, og alligevel kan jeg mærke, at jeg, som individ, bliver værdsat.

Jeg synes min lange ansættelse vidner om, at der eksisterer en stor loyalitet, både fra mig som medarbejder, men også fra virksomhedens side. Azets bliver ved med at tro på min udvikling og mit potentiale og hjælper mig med at opnå de karrieremæssige mål, jeg har sat mig. Jeg synes, min historie taler for sig selv. Azets uddanner medarbejdere med henblik på at beholde dem i virksomheden, og det er det, der differentierer Azets fra mange andre virksomheder.

3 om Azets

Hvis jeg skal sætte de tre vigtigste værdier på Azets som arbejdsplads, så er det:

  1. Kollegaerne - det er dem, der driver mig.
  2. Kunderne - det er dem, der udvikler mig.
  3. Det faglige niveau - den viden, man kan opnå i huset er uvurderlig.


Er det tre værdier, som også betyder noget for dig, så håber jeg, at du vil tage et kig på vores ledige økonomistillinger. Måske er det dig, der en dag sparker til bolden, når vi sammen spiller hinanden gode i Azets.

Se ledige stillinger

post author

Om Deniz Özcan

Deniz har netop fejret sit 10 års jubilæum i Azets, hvor han sidder i en rolle som senior økonomikonsulent og varetager økonomien for 15 mellemstore og store virksomheder.