Jeg kommer til at fejre 50-årsjubilæum i Azets!

Azets Life | 06.01.2022

af Frederikke Wædegaard Kallesøe

Der er godt nok 40 år til, for jeg har lige fejret det første årti, men jeg er ikke i tvivl om, at det er i Azets, jeg hører til! Med dette blogindlæg får du et lille kik ind i, hvordan det er at være lønkonsulent i Azets. Og hvis du synes, at Azets lyder som en arbejdsplads for dig, så se vores ledige stillinger.

Løn sparkede benene væk under mig

Jeg startede i Azets som trainee for 10 år siden, da jeg var færdig med HH. Min store passion var økonomi og regnskab, og det var da også i økonomiafdelingen, at jeg startede mit trainee-forløb.

Efter et års tid blev jeg flyttet til lønafdelingen, og det slog fuldstændig benene væk under mig!

Ikke fordi, at jeg havde så mange forventninger til arbejdet med løn, men det var i hvert fald ikke, som jeg troede!

Hvor økonomi og regnskab er meget ”i kasser”, så er arbejdet med løn langt mere afvekslende og uforudsigeligt, og det kan jeg virkelig godt lide. Det er aldrig helt til at vide, hvad dagen vil byde på, og så er der også den tekniske del af lønarbejdet, som interesserer mig meget. Så helt uventet opdagede jeg, at jeg skulle da arbejde med løn – og sådan har jeg det stadig 10 år senere.

Hov!

Den første tid var hård og spændende, for der var enormt mange ting, jeg skulle lære: systemer, arbejdsgange osv.

Heldigvis er man i Azets omgivet af dygtige og tålmodige kollegaer, som er helt vant til at tage nye ”grønne” konsulenter under vingerne.

De var så søde til at hjælpe og guide og svare på mine millioner af spørgsmål. Og så lærte de hurtigt, at når jeg udstødte et pludseligt ”Hov!”, så skulle de lige komme over og kigge med over skulderen.

Fra trainee til senior lønkonsulent

I dag, 10 år senere, står jeg selv stærkt fagligt og svarer med glæde på masser af spørgsmål fra nye lønkollegaer. Siden jeg startede har jeg følt en konstant opadgående læringskurve, hvor jeg stadig lærer noget nyt - næsten hver eneste dag. På lønområdet står tingene aldrig stille og med mange kunder, der har hver deres præferencer og opsætninger, er du nødt til at udvikle dig hele tiden. Det trives jeg virkelig godt i!

Rige udviklingsmuligheder - Ingen grund til at kigge efter andre virksomheder

Kan man lide at udvikle sig fagligt, så er Azets et fantastisk sted at være! Ønsker man at prøve noget nyt, eller at kigge i en anden retning, så er det bare at sige det til sin leder.

Jeg oplever en stor tro på medarbejderne og dermed også en vilje til at bakke op om udviklingsønsker.

Personligt ønsker jeg lige nu at blive stærkere til den tekniske del af lønarbejdet, og det er der heldigvis rig mulighed for. Min leder bakker 100% op og vores afdeling for løn-it lærer gerne fra sig.

At arbejde med løn er i sig selv en rejse

Når man arbejder med løn, så vil en stor del af den faglige udvikling komme helt automatisk. Der sker så meget på det område, at det er umuligt at stå stille – især i en stor virksomhed som Azets!

Når jeg tænker tilbage på, hvordan lønbehandlingen foregik for 10 år siden, så er der ingen sammenligning med i dag.

I dag skal vi samarbejde med både robotter og vores nearshore-kollegaer i Rumænien. Det er en interessant udvikling at være en del af, og jeg er spændt på at se, hvordan det hele har udviklet sig om yderligere 10 år.

Sammenholdet blandt kollegerne er guld værd!

Når man ser bort fra den faglige del, lønopgaver, kunder osv., så er den kollegiale dimension vigtig – og her føler jeg mig virkelig heldig! Vi har et tæt sammenhold i lønafdelingen, og et perfekt miks af professionalisme og faglighed på den ene side og masser af kærlig fis og ballade på den anden.

Vi bekymrer os om og interesserer os for hinanden, og for mig føles de tætteste kollegaer som meget mere end ”bare” arbejdskollegaer.

Det er mennesker, jeg holder oprigtigt af og altid glæder mig til at være sammen med.

Da jeg blev gift i 2018 dukkede en gruppe kollegaer uventet op ved kirken med masser af Azets-balloner. Det var enormt sødt! Det var knap så sødt, da de engang tapede mig fast til en stol som trainee, fordi jeg ikke kunne sidde stille – men det var stadig skideskægt!

50-årsjubilæum

For mig betyder kombinationen af den høje faglighed og de mange udviklingsmuligheder på en side og det stærke kollegiale sammenhold og kulturen i Azets på den anden, at jeg i løbet af mine første 10 år endnu ikke har overvejet at skifte arbejdsplads. Og jeg har svært ved at forestille mig, at det skulle ændre sig, så det bliver rigtig spændende at se, hvordan både lønområdet og Azets som virksomhed har udviklet sig, når jeg en dag skal fejre mit 50-årsjubilæum.

3 om Azets

For mig er følgende tre punkter de vigtigste ved Azets som arbejdsplads:

  • At man hele tiden udvikler sig fagligt
  • Den store fleksibilitet og tillid, der gives medarbejderne
  • Sammenholdet blandt kollegaerne i lønafdelingen

Vi har altid plads til og brug for flere dygtige lønkollegaer. Er du blevet nysgerrig på Azets som arbejdsplads, så se om ikke der skulle være en ledig stilling, som passer til dig.

Se ledige stillinger

post author

Om Frederikke Wædegaard Kallesøe

Frederikke er senior lønkonsulent på Azets' Odense-kontor og har været i Azets siden 2011.