Der er faldet dom fra Ligebehandlingsnævnet i en sag vedr. handicap, der er reguleret i forskelsbehandlingsloven jf. § 1, stk. 1-2, om lovens anvendelsesområde.
Sagen kort forklaret
Sagen omhandlede en lærer i en specialklasse, der havde fået pådraget sig gener i form af hovedpine, nakkegener, koncentrations- og hukommelsesbesvær, efter en anerkendt arbejdsskade tilbage i slutningen af 2014. Arbejdsskaden var som følge af et pludseligt og voldsomt skub i ryggen. Læren var efterfølgende periodevist sygemeldt, som følge af disse gener.
Efter barselsorlov vendte læren tilbage til arbejdet i august 2016.
En speciallæge havde vurderet, at læreren højst sandsynligt ikke kunne genoptage et fuldtidsjob på almindelige vilkår og havde anbefalet et skånejob.
Der har løbende været udfyldt mulighedserklæringer, afholdt omsorgssamtaler og opfølgningssamtaler mellem skole og lærer og kommune.
Skolen havde i forløbet tildelt læren hjælp i form af en lærervikar, 10 timer om ugen.
I januar 2017 blev læren afskediget, med den begrundelse, at det var usikkert om og hvornår hun kunne genoptage arbejdet på almindelige vilkår. Skolen fandt de driftsmæssige gener for store.
Skolen og læren har været enige om, at læreren har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Dette er også understøttet, af den fremlagte speciallægeerklæring og oplysningerne om lærerens tilstand i perioden frem imod afskedigelsen.
Læreren har derfor bevist, at hun på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i lovens forstand jf. § 7a om delt bevisbyrde.
Ligebehandlingsnævnets stillingtagen
Ligebehandlingsnævnet fastslår, at læren havde et handicap, og skolen havde derfor tilsidesat sin tilpasningsforpligtigelse. Nævnet vurderer, at skolen ikke har udfoldet tilstrækkelige bestræbelser på at tilpasse arbejdsforholdene i overensstemmelse med klagers skånebehov og herved fastholde hende i arbejdet som lærer.
Ligebehandlingsnævnet har taget udgangspunkt i de faktiske omstændigheder, at det følger af forskelsbehandlingslovens § 2 om forbud mod forskelsbehandling, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere ved afskedigelse.
Læren og skolens bevisbyrde
Læren havde påvist, at hun på opsigelsestidspunktet havde et handicap i lovens forstand, og derfor påhviler det skolen at kunne påvise, at de har levet op til tilpasningsforpligtigelsen jf. § 2 a om tilpasning. Denne betyder nemlig, at arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse. Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger.
Hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger kan eksempelvis være tilpasning af arbejdspladsen, arbejdsmønstre eller opgavefordelingen eller nedsættelse af arbejdstiden. Ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, tages der navnlig hensyn til de omkostninger, der vil være forbundet hermed, virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentligt tilskud eller anden støtte.
Ligebehandlingsnævnet fandt ikke, at skolen havde levet op til denne tilpasningsforpligtigelse.
Læren blev tilkendt en godtgørelse svarende til 9 måneders løn jf. lovens § 7, stk. 1, om godtgørelse.
SE HER, HVORDAN AZETS KAN ASSISTERE MED HR-JURA
